Erhvervs- og beskæftigelsespolitik
Erhvervspolitikken
Målet med LO Storkøbenhavns indsats på det erhvervspolitiske område er at medvirke til at sikre en bæredygtig vækst og skabe flere arbejdspladser, indenfor områder som bl.a. handel, service og transport, bygge og anlæg, forskningsområdet, industriområdet og i den offentlige administration.
Beskæftigelsespolitikken
LO Storkøbenhavns indsats på det det beskæftigelsespolitiske område tager sit udgangspunkt i den danske model, som bygger på partssamarbejdet som en grundlæggende forudsætning. LO Storkøbenhavn arbejder politisk for en afskaffelse af såvel starthjælp, kontanthjælpsloftet samt 300-timers reglen, ligesom der bør ske en regulering af dagpengesatserne, så disse bliver tidssvarende.
LO Storkøbenhavn vil arbejde for en beskæftigelsespolitisk indsats, der sikrer fuld beskæftigelse, flere reelle tilbud om beskæftigelse og opkvalificering, en målrettet integration af arbejdskraft med anden etnisk baggrund end dansk og en hurtig og effektiv sygedagpengeopfølgning.
Uddannelsespolitikken
Der bliver i fremtiden brug for langt flere i arbejdsstyrken med en erhvervsfaglig uddannelse. Derfor vil LO Storkøbenhavn arbejde for en aktiv voksen- og efteruddannelsesaktivitet på virksomhederne, med det mål at fasholde og udvikle arbejdsstyrken. Desuden ønsker vi, at der etableres et velfungerende uddannelsesvejledningsystem for alle. Ligesom der skal etableres flere praktikpladser i både offentlige og private virksomheder.