Til forsiden
>> Den 3. september 2010

Prognose: Det vender først i 2012

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fastslår en ny økonomisk prognose, at der er lange udsigter til en ny jobfest.

 

Der er dårligt nyt til ledige danskere.

En ny jobfest på det danske arbejdsmarked er nemlig ikke lige rundt om hjørnet. Det konkluderer økonomerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny økonomisk prognose.

 

Først i 2012 er der tegn på en vending. Det skyldes, at væksten i Danmark er for lav.

 

AE-rådet forventer, at væksten i BNP i år lander på 1,25 procent - til næste år på 1,5 procent og i 2012 på 2 procent.

 

"Normalt skal væksten set over en toårig periode være op over 1,5 procent, før man kan forvente fremgang på arbejdsmarkedet," skriver økonomerne og fortsætter:

 

"Der er altså på ingen måde tale om nogen buldrende fremgang i beskæftigelsen efter det kæmpe fald, vi har haft under krisen. Tværtimod er der lange udsigter til en ny jobfest på det danske arbejdsmarked."

 

Først i 2012 ventes en lille fremgang i beskæftigelsen på 11.000 personer. Det vil lige netop kunne opveje det fald i beskæftigelsen på 10.000 personer som ventes fra 2010 til 2011.

 

AE-Rådet opfordrer regeringen til ikke at stramme så meget, at det spirrende opsving vil gå i sig selv igen. I stedet gælder om at gøre samfundskagen større ved at øge produktiviteten via et større arbejdsudbud.

 

"Regeringens genopretningsplan vil kappe mindst 0,5 procentenheder af væksten i 2011. Med andre ord tager den finanspolitiske opstramning toppen af en i forvejen ikke imponerende vækst. Finanspolitikken øger dermed risikoen for, at opsvinget går i stykker, inden det er kommet ordentligt i gang," fastslår rådet i sin økonomiske prognose.

 

Nyhedsfeed fra Newspaq

Skriv en kommentar