>> Den 11. august 2010
Pressemeddelelse fra LO Storkøbenhavn: 1836 unge i Storkøbenhavn mangler en praktikplads
9.114 unge stod i juni måned og manglede en praktikplads i en virksomhed, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
Det er en stigning i forhold til maj måned, hvor 8.559 unge mangler en praktikplads.
I Storkøbenhavn drejer det sig om 1.836 elever. LO Storkøbenhavn opfordrer derfor virksomhederne til at påtage sig et ansvar for, at de unge kan komme videre med deres uddannelse.
”Regeringen har jo desværre kastet ansvaret fra sig, da den har skåret ned på skolepraktikken. Desuden er regeringen åbenbart helt uimodtagelig overfor forslag om at oprette praktikpladscentre. Derfor er de unge nu afhængige af virksomhedernes vilje til at oprette flere praktikpladser”, siger formanden Peter Kay Mortensen.
”Undervisningsministeren bryster sig af, at antallet af praktikpladsaftaler stiger, men det er jo i småtingsafdelingen og den minimale stigning kan slet ikke holde trit med stigningen i antallet af unge, der mangler en plads”, siger Peter Kay Mortensen.
LO Storkøbenhavn så gerne at erhvervsskolerne i Storkøbenhavn fik mulighed for, i meget større omfang, at tilbyde praktikpladskompenserende undervisning for at imødegå stigningen i manglende praktikpladser.
Der er i alt 56.351 igangværende uddannelsesaftaler opgjort d. 30. juni 2010. Det er et fald på 6.537 aftaler eller 10 procent i forhold til samme periode sidste år, hvor der var 62.888 igangværende aftaler.
For spørgsmål og yderligere oplysninger, kontakt:
Peter Kay Mortensen, Formand for LO Storkøbenhavn.direkte: 33 26 00 53 / mobil: 40 33 02 54, pkm@stkbh.lo.dk
|