>> Den 3. september 2010
Chauffører skal selv betale uddannelse
Arbejdsretten har netop afgjort, at landets over 50.000 chauffører selv skal betale for tvungen skolegang. Afgørelsen vækker vrede i 3F.
Der venter alle landets chauffører en regning på 5.000 kroner. Det er prisen på den lovpligtige uddannelse, som de ifølge EU skal gennemføre.
Arbejdsretten har afgjort, at chaufførerne selv skal betale uddannelsen.
Landets største fagforbund 3F havde anlagt sagen, fordi man mente, at arbejdsgiverne skulle punge ud for den lovpligtig uddannelse, skriver Nyhedsbrevet 3F.
I 3F finder man afgørelsen helt urimelig.
"Det kommer til at koste hver enkelt chauffør cirka 5.000 kroner. Et gebyr, der skal betales hvert femte år for blot at få lov til at passe jobbet. Samtidig har regeringen netop skåret i kursusgodtgørelsen ned med 20 kroner per time," siger Jørgen Aarestrup Jensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, til 3F's nyhedsbrev.
Han forudser, at sagen får et efterspil ved de næste overenskomstforhandlinger i 2012 i form af et krav om, at arbejdsgiverne skal betale regningen.
Nyhedsfeed fra Newspaq
|